Vores tilgang
Tantra på Tigerens Rede
Der findes mange forskellige forståelser af, hvad tantra er. På Tigerens Rede har vi nogle klare definitioner, som peger ind i vores praksis og forståelse af tantraen. På denne side kan du dykke ned i den unikke og populære tantra, der findes i Tigerens Rede.
Tantra er, når seksualitet, kærlighed og spiritualitet arbejder sammen
Mange mennesker har et aktivt ønske om, at seksualiteten skal hænge sammen med kærlighed. Man vil gerne have sex med en, man er glad for, måske endda en, man elsker. Men det er nok de færreste, som umiddelbart tænker, at seksualiteten også hænger sammen med spiritualiteten.
Men egentlig giver det god mening. For gennem spiritualiteten er vi forbundet med andre mennesker på et højere eller dybere plan, og mange ønsker netop en dybere kontakt til sin partner. Tantra handler i høj grad om at bringe større bevidsthed ind i seksualiteten: hvordan oplever jeg seksualiteten, hvornår strømmer den, og hvad får mig til at bremse op?
Man kan bringe spiritualiteten ind i seksualiteten ved at meditere sammen, udveksle healing, lave forskellige øvelser, deltage i spirituel undervisning sammen og i det hele taget have en opmærksomhed på ens egen kontakt til det spirituelle, når man dyrker sex eller på anden vis er sammen med sin partner.
Tantra er at bringe seksualiteten i proces
Når man begynder at forbinde seksualiteten med kærlighed og spiritualitet, sker der det, at seksualiteten kommer i proces. Med proces menes at:
- Ting som tidligere har været holdt væk, kommer op til overfladen. Det kan være følelser, fantasier, gamle oplevelser og prægninger, der har lagt sig over seksualiteten.
- Der kommer reaktioner på dette - måske både i en selv og i ens partner. Det er vigtigt at se på reaktionerne med kærlighed og bevidsthed: at tage dem ind og lade dem blive en del af processen.
- Der dukker nye ting op. Nye sansninger og stemninger eller en ny oplevelse af kontakt.
At være i proces er at tage imod alle disse oplevelser og lade sig bevæge af dem. At sige ja til det, som dukker op, frem for at lukke ned eller vende sig væk.
Tantra er at arbejde nedad
Seksualiteten har sin forankring i menneskets instinktkræfter. Det giver seksualiteten kraft og råstyrke. Man kan opleve det som at få kontakt til det ens egen urkraft eller til ens rødder ned i jorden. På den måde er tantra mere end blot en forfinet kontakt mellem en selv og ens partner. Den indebærer, at der er plads til alt, hvad vi indeholder, i mødet med den anden. Både de forfinede udtryk og den dybe instinktivitet får her et mødested.
Instinkterne og det kraftfulde udfolder sig i samarbejde med hjertet og spiritualiteten. De kraftfulde sider nuanceres af hjerte og ånd, og både hjerte og spiritualitet får et stærkere fundament med kontakten til ens egen kraft og kan dermed bedre folde sig ud. Rigtigt mange mennesker længes efter mere kraftfuld sex, fordi det egentlig er seksualitetens naturlige tilstand. Men gennem kultur og opdragelse har de fleste lært at lægge afstand til instinkterne. De skal derfor inviteres ind og gives plads. Du kan finde inspiration til denne tantriske rejse i Anne Sophies tantrabøger (link) og i Powertantra (link).
Tantra er en indstilling til livet
Tantra er en måde at arbejde med seksualitet, kærlighed og spiritualitet på – men tantra er meget mere end det. Tantra er også en helt unik indstilling til livet. Tantra handler om at samarbejde med det, som er. At tage det ind som mulighed for proces og lade sig nuancere og udfolde gennem det, som livet byder på. Tantra har ikke en forud defineret plan med mål og delmål. Tantra forholder sig til, hvad der er muligt i situationen og forsøger at få det bedste ud af det. At have en tantrisk indstilling til livet betyder ikke, at man er retningsløs eller ikke kan sætte sig mål. Det betyder i stedet, at man må forholde sig dynamisk til sit mål. Man må være indstillet på, at man måske ikke opnår sit mål på den måde, man havde forestillet sig – eller at vejen derhen ser anderledes ud end planlagt.
Målet kan måske være at finde en tantrapartner. Man kan have ideer om, hvordan den person skal være, og hvad han/hun skal kunne – eller at det er bedst at møde vedkommende på et tantrakursus eller lignende. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at ens kommende tantrapartner kan se helt anderledes ud, end man havde tænkt, og måske vise sig i en helt anden sammenhæng, end den man havde forestillet sig. I sidste ende må man være parat til at slippe sit mål helt, hvis livet viser sig at ville i en helt anden retning. Frem for at spørge, hvad jeg vil med livet, kan vi spørge: hvad vil livet med mig? Eller: hvad jeg vil med tantraen, og hvad vil tantraen med mig?
I den tantriske indstilling bor der en dyb taknemmelighed over de muligheder, livet byder ind med. Både de åbenlyse gaver og det, der mere ligner uoverskuelige opgaver. Det hele er brænde på processens bål, der kan bringe os videre!
Energimæssig tantra
Seksualitet, kærlighed og spiritualitet kan arbejde sammen inde i det enkelte menneske. Det kan vi kalde for en indre, tantrisk proces. Indre tantra kan opstå i forbindelse med en afgrænset periode, hvor man bevidst fravælger ydre sex og i stedet lader energien arbejde indeni. Det kan være en vej til at lære sig selv bedre at kende.
Seksualitet, kærlighed og spiritualitet kan også samarbejde mellem to mennesker, som hverken er tantrapartnere eller har sex med hinanden. Så er der tale om en energimæssig udveksling, som kan finde sted i et enkelt møde eller som måske udvikler sig over tid, hvor personerne mødes og mediterer sammen.
Hvem kan have glæde af tantra?
Er tantra noget for dig? Vores erfaring er, at tantra er en holdning til livet, og det er derfor velegnet for både par og enlige i alle livsfaser, hvor man kan få forskellige ting ud af at arbejde med tantra.
Ung og tantra
Som ung er det en stor hjælp at have tantra med, når man skal gøre sig de første erfaringer med parforholdet. Tantra kan være med til at opbygge gode vaner, hvor man er enige om at tage vare på seksualiteten, meditere sammen og tale om det, der rører sig i en. Ved at tage ansvar for disse ting, styrker man sit parforhold og gør det mere levedygtigt.
Familieliv i en tantrisk ramme
Alle familier kender til, at hverdagen kan blive krævende og presset. Her er det godt at have fat i sin kraft og kunne give slip, når tingene ikke er, som man havde planlagt. Og det er også vigtigt at få de nærende stunder, man har brug for.
En invitation til tantra
Tantra er fortsat et ord, som kan vække både uro, opmærksomhed og tiltrækning. At være optaget af meditation og næstekærlighed kan mange nikke genkendende til, men når seksualiteten kobles til, kan både modstand og fascination aktiveres.
På den ene side vågner fortidens skygger om seksualitet og krop som noget, der ikke er så fint og rent som meditation og næstekærlighed. En forestilling om at kroppen og de instinktive sider ved det at være menneske ikke hører hjemme i den spirituelle søgen. På den anden side vågner netop seksualiteten, som jo er et grundlæggende instinkt ved det at være menneske. For nogle er det dybt meningsfyldt, at denne del af det menneskelige energisystem også skal regnes med i helheden.
Den tantra som praktiseres på Tigerens Rede inviterer til at rumme seksualiteten i sit mangfoldighed og styrke indenfor rammer, som varetager grænser og beskyttelse.
Her favner man både kærligheden, bevidstheden og seksualiteten, eller som vi godt kan li’ at sige: vi favner hele energisystemet fra top til bund. Ved at gøre mennesket så stort som vi oplever det faktisk er, inviterer vi til at rumme både spiritualiteten, kærligheden og seksualiteten, som det nu kan strømme gennem os.
Idet vi som mennesker tager imod tantraen som en invitation, bliver det lettere for os at se og mærke de steder hvor vi selv står i vejen for at livet kan strømme. Her ligger der et forandringspotentiale – hen imod en større grad af frihed, glæde, mening og kærlighed. Forudsætningen er, at man som par er villige til at gå disse processer igennem, uden at hoppe af og give op undervejs. På denne måde kan der skabes et rum for transformation.
Dette møde og rum har ikke med alder og livserfaring at gøre. Det er tilgængeligt for alle, der ønsker at skabe et nyt fundament for sig selv og sit parforhold, der energibevidsthed omkring seksualitet, kærlighed og meditation er byggestenene.
Vores erfaring er, at tantra skaber gode og langtidsholdbare relationer. Men den kan også skabe forudsætningerne for en vågen og kærlighedsfyldt afsked, hvis det på et tidspunkt viser sig at være nødvendigt.
Hvis du ønsker at lukke tantra ind som en del af dit liv og har mod på at lære om den tantriske proces, så kan du finde de forskellige kurser om tantra på Tigerens Rede her. Vil du lære mere om tantra på egen hånd, så kan du gå på opdagelse i en stor mængde bøger og hjemmesider med viden om tantra her på siden.